Vores bidrag gavner alle i området | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Vores bidrag gavner alle i området

Efter at have arbejdet som frivillige sygeplejersker i Uganda, besluttede Ane og hendes veninde sig for at blive Planfadder til Gloria fra Uganda. I august besøgte Ane hende.

”Som fadder bliver jeg jo en stor del af deres liv de kommende år, så det er dejligt at få sat ansigter på dem.”

Sådan siger Ane Søby Kristensen, som i halvandet år har været Planfadder sammen med sin veninde til en pige i Uganda. Begge er uddannet sygeplejersker og har arbejdet som frivillige i Uganda, før de blev fadder til Gloria, som nu er otte år.

Da Ane i forvejen kendte Uganda, havde hun ikke tænkt så meget over, hvordan besøget ville blive.

”Jeg ved, at forholdene i Uganda er meget forskellige, og jeg vidste ikke, hvordan familiens situation var. Men det var en rigtig god oplevelse,” fortæller Ane.

”Familien og forældrene var meget taknemmelige og tog utroligt godt imod mig. De var søde og rare, og man følte sig velkommen og værdsat.”

Ane fik også en introduktion til flere af Plans projekter i lokalområdet.

Hun besøgte en skole, der støttes af Plan og hørte om et pigeprojekt, hvor pigerne lærer om hygiejne og menstruation. Hun så også, hvordan beboerne har fået adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter, og hun fik fortalt, hvordan der arbejdes med de mindste børn, så de stimuleres og er klar til at begynde i skole, når de bliver gamle nok.

”Det var rigtig fint at se, hvordan vores bidrag jo gavner alle i området,” siger Ane.

Da hun besøgte området, havde børnene sommerferie, men nogle af eleverne kom forbi, så de kunne fortælle Ane om projekterne sammen med skolens rektor.

”Selvom jeg var sent ude i forhold til planlægning af besøget, blev det hele planlagt uden problemer gennem Plan i Danmark, som kontaktede Plan i Uganda og deres kontaktperson, Lucky.”

Ane havde flere små gaver med til Gloria, blandt andet farveblyanter, brød, sukker, tandbørster, olie og te. Inden hun forlod familien fik hun selv guavefrugter, appelsiner, bananer og tomater af familien.