”Vi klager over så mange latterlige ting herhjemme” | Plan Danmark Gå til hovedindhold

”Vi klager over så mange latterlige ting herhjemme”

Kort før en rundrejse i Asien fik 21-årige Jens Clausen fra Agerskov et opkald fra Plan om, at han netop var blevet tildelt et fadderbarn i Cambodja. Det førte til et møde, som gjorde stort indtryk.

Jens Clausens storebror har været Planfadder, siden han fyldte 18 år. Derfor var det naturligt for Jens også at blive Planfadder, da han selv fyldte 18 år.

”Det giver bare god mening for mig at være Planfadder. Jeg kendte i forvejen Plan og synes, at pengene går til et godt formål.”

Da Jens blev tildelt et fadderbarn, viste det sig, at barnet hedder Rorng, er fem år og bor i Cambodja. Det passede perfekt med, at Jens netop var på vej på rundrejse i Asien.

Egentlig havde Jens planlagt at besøge barnet alene, men pludselig fik han mulighed for at tage sin storebror med. Han ringede til Plan, som arrangerede besøget for de to, og besøget hos fadderbarnet Rorng og hans familie var overraskende positivt.

”Jeg havde set meget frem til dagen, og da vi ankom, kom hele landsbyen og hilste på os. Det var en kæmpe positiv oplevelse, langt større end forventet,” fortæller Jens.

”Det var helt overvældende, hvor godt de tog imod os på trods af de primitive vilkår. Det var bare meget livsbekræftende,” fortsætter han.

Børnene var glade for at hilse på os

Besøget hos Rorng og hans familie gjorde stort indtryk på Jens og hans bror.

”De er fattige, og forældrene arbejder hårdt for at få tingene til at løbe rundt. Men de er så taknemmelige for de ting, de har,” fortæller han.

”Børnene i området var bare glade og havde det sjovt med at se på os to hvide fjolser, der lavede hovedstød med en fodbold. Man finder hurtigt ud af, hvor mange latterlige ting vi klager over herhjemme.”

På besøget så Jens og hans storebror også nogle af de projekter, som Plan er med til at udvikle i området. De så blandt andet en ny skole med nye lokaler, lærerværelse og et bibliotek. De var også forbi et projekt, som er med til at give beboerne adgang til rent drikkevand.

”Vi så, hvordan børn slæbte tunge spande ned ad bjerget, men nu er de ved at bygge en brønd,” fortæller Jens.

Før besøget havde han ikke skrevet sammen med Rorng og hans familie. Nu planlægger han dog at sende en lille hilsen og nogle billeder fra besøget.

Hvis andre Planfaddere gerne vil besøge deres fadderbarn, anbefaler Jens, at man:

  • Begynder planlægningen i god tid.
  • Kommer med et åbent sind.
  • Forbereder sig på, at det er en helt anden verden, man møder.

”Hvis man gør de ting, kan det ikke blive andet end en rigtig god oplevelse!”