Mudderskred og oversvømmelser i Sierra Leone | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Mudderskred og oversvømmelser i Sierra Leone

30 august 2017
Mandag den 14. august blev Sierra Leones hovedstad, Freetown, ramt af voldsomme mudderskred og oversvømmelser. Plan sørger netop nu for at uddele førstehjælpspakker og sikre, at de mest sårbare beboere, heriblandt børn, er i sikkerhed.

Vejrkatastrofen opstod, da store mængder regn gennemblødte jorden og gjorde skråninger ustabile. Til sidst kollapsede de og skabte mudderskred. Ulykken ramte beboerne tidligt om morgenen, mens de fleste stadig sov.

De fattigste beboere kæmper stadig for at komme ovenpå efter oversvømmelserne. Røde Kors vurderer, at omkring 3000 beboere - herunder mange børn - har mistet deres hjem. Mange er endnu savnet, og seneste dødstal fra nyhedsbureauet Reuters og Røde Kors lyder på mellem 300 og 500.

Ingen danske faddere har fadderbørn i det berørte område.

Grundet klimændringer har det ifølge den amerikanske vejrtjeneste Climate Prediction Center regnet tre gange så meget i år som normalt. Fra Red Barnet i Sierra Leone lyder det, at flere af vandforsyningerne kan være forurenet, hvilket kan føre til spredningen af kolera og andre vandbårne sygdomme.

Plan uddeler førstehjælpspakker og sørger for sikkerhed.

Plan har arbejdet i Sierra Leone siden 1976, og vores kolleger på stedet sørger for at uddele førstehjælpspakker og sikre, at de mest sårbare voksne og børn er i sikkerhed.

”Børn er blandt de mest sårbar i krisesituationer. Mange bliver skilt fra deres familier på grund af oversvømmelserne. Det er vores job at sikre, at de får støtte og hjælp så hurtigt som overhovedet muligt,” siger Plans landedirektør i Sierra Leone, Martial Kounou.

Vi har løbende kontakt med vores kolleger i Sierra Leone for at følge udviklingen. Netop nu sørger Plan blandt andet for at genhuse de mennesker, som ikke længere har noget sted at bo.

”Vi arbejder sammen med regeringen og flere humanitære organisationer om at skaffe mad, tøj, hygiejnepakker og et sted at sove til beboerne. Vi sikrer også, at børn får den hjælp, de har brug for, og at de er i sikkerhed og beskyttet midt i situationens kaos,” siger Martial Kounou.

 

Kilder: Plan International, New York Times, Aljazeera, AFP, NPR og The Guardian.