Plan Danmark: Slummens børn får modstandskraft | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Plan Danmark: Slummens børn får modstandskraft

4 januar 2017
I østafrikanske Etiopien er ti millioner mennesker ramt af sult efter to års tørke. Med Danmarks Indsamling 2017 får tusindvis af børn, unge og voksne modstandskraft til at kæmpe mod sulten.

17-årige Nigist Workeneh og hendes fire yngre søskende må hver aften gå sultne i seng. De bor med deres mor i hovedstaden Addis Abebas slumområder, hvor man er dybt afhængige af at kunne få fat på råvarer på de lokale markeder.

Det er svært at koncentrere sig, når ens mave er helt tom.

Men efter to års tørke er der ikke fødevarer nok i landet, og de afgrøder, der ender på byens markeder, sælges til en pris, hvor Nigist og hendes familie slet ikke har råd til at kunne købe dem.

”Det er svært at koncentrere sig om noget som helst, når ens mave er helt tom, jeg bliver også meget træt,” fortæller Nigist.

Selv om hun må gå sulten i seng, møder hun hver dag op i skolen. Hun drømmer om, at hun med en uddannelse får mulighed for at hjælpe sin mor med at forsørge sine søskende.

Med Danmarks Indsamling 2017 vil Plan sammen med lokale partnere styrke fødevaresikkerheden for mere end 5000 børn og voksne i to slumområder i hovedstaden. Målet er at gøre den mest udsatte del af befolkningen mere modstandsdygtig over for fremtidige tørker og sultperioder.

Byhaver bekæmper sult

Etiopien er et af de lande i verden, der er mest udsatte for tørke og sultkatastrofer. Projektets mål er at styrke de mest udsatte familier som Nigists i at undgå, at familier skal sulte.

Der uddeles akut fødevarehjælp til mere end 1000 børn, gravide og ammende kvinder samt tusindvis af skolebørn. Der oprettes køkkenhaver på skolerne, og børn og voksne bliver undervist i, hvordan man kan dyrke afgrøder på den sparsomme plads, og hvilke afgrøder man skal vælge, hvornår der skal såes, og hvordan de skal passes.

Når borgerne i slummen selv kan dyrke en del af deres afgrøder, bliver de mindre udsatte næste gang, katastrofen rammer.

Når jeg har fået lidt at spise, er det nemmere at klare skoledagen.

Med projektet kapacitetsopbygges lokale organisationer og myndigheder også til at inkludere de mest udsatte børn og familier i byområderne, så man undgår fejl og underernæring og sikrer, at piger som Nigist kan nå deres drømme om en uddannelse og en bedre fremtid for deres familier.

”Jeg spiser lidt af det mad, jeg får i skolen. Resten deler jeg med min mor og mine søskende, når jeg kommer hjem. Når jeg bare har fået lidt at spise, så er det nemmere at klare skoledagen, og så har jeg også energi til at arbejde bagefter,” fortæller Nigist.

Med projektet sørges der også for mad på udvalgte skoler i de to slumområder. Her vil de mest udsatte børn få et måltid om dagen, så de kan modtage undervisning.

Danmarks Indsamling finder sted lørdag den 4. februar 2017.

FAKTA

  • 80% af Etiopiens befolkning er beskæftiget i landbruget.
  • 14,49 millioner af landets befolkning bor i byområder.
  • I byernes slum vokser mange børn op uden ordentlig adgang til basale ydelser som ordentlig ernæring.
  • 7,3 % af børn under fem år i slumområderne er undervægtige.

Kilde: Plan International og Unicef