Etiopien: 10 millioner sulter | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Etiopien: 10 millioner sulter

15 april 2016
”Det har ikke regnet i et helt år, og vi har ikke noget vand i vores landsby. Vores afgrøder er fuldstændig ødelagt. Vores søn er blevet syg, fordi han ikke får mad og drikke.” fortæller Chaltu Nasiro, som bor med sin mand og to-årige søn i et af de tørke-ramte områder i Etiopien.

Kvinde står i en udtørret mark med sin lille dreng på armen

10 millioner af Etiopiens indbyggere har lige nu akut brug for vand og mad. Langt de fleste er børn, gravide og ammende kvinder. I det østlige og sydlige Afrika forårsager vejrfænomenet El Ninõ massiv tørke. Flere rapporter anslår at tørken er den værste, der har ramt landet i 30 år.

Flere end 2,5 millioner børn lider af alvorlig fejlernæring på grund af tørken.

Plan arbejder tæt sammen med landets myndigheder for at nå ud med mad og vand. Foreløbigt har Plan sikret fødevarer og vand til mere end 35.000 børn og 31.000 gravide og ammende kvinder.

 Vores søn er blevet syg, fordi han ikke får mad og drikke.

Også Zimbabwe i det sydlige Afrika er hårdt ramt af tørke. Og især i den sydlige del af landet er majshøsten hårdt ramt. Det betyder at tusindvis af familier hver dag må gå sultne i seng. I de tørkeramte områder, hvor der bor fadderbørn når Plans indsats ud til hele lokalområdet.