Lena og Palle: Lykken er i Filippinerne | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Lena og Palle: Lykken er i Filippinerne

Lena Eilstrup og Palle Petersen er Planfaddere til Maria-Khul på Filippinerne, som de besøgte i december. Her fortæller de om mødet med den filippinske pige.

Vi landede i Manilla midt i årets sidste tyfon. Det stormede og regnede, 750.000 mennesker blev evakueret, og der blev indført undtagelsestilstand.

Det var lidt af et chok, men det viser, hvad befolkningen på Filippinerne ofte bliver udsat for. Det var årets 18. tyfon, og dertil kommer jævnlige jordskælv og vulkanudbrud. 

Filippinerne består af mere end 7.000 øer, og der bor over 100 millioner mennesker. Mange lever for under 10 kroner om dagen.

Lena med Maria-Khul og hele hendes familie.

Fadderbidraget rækker langt

Vi har rejst over hele verden i over 25 år med henblik på at skrive bøger og lave radio om børn i andre lande. Turen var kommet til Filippinerne. Men der var mere, som motiverede os til den 25-timers lange flyvetur og den månedlange rejse.

Efter en rejse til Indien og Bangladesh i 2010, hvor vi igen så de elendige, fattige forhold, børn vokser op i, besluttede vi at gøre mere end bare at formidle viden om børn i andre lande. Vi fik anbefalet Plan som en af de organisationer, der samarbejder tæt med den lokale befolkning – med meget få administrationsudgifter.

Vi blev Planfaddere til Maria-Khul på Filippinerne. For en lille månedligt beløb kunne vi sende hende i skole. Det er fantastisk – og utroligt, at man kan hjælpe et barn for så lidt.

Vi har været faddere i seks år. Hvert år får vi nyt billede og beretning om hendes udvikling. Vi besluttede at besøge hende og se, om vores penge har hjulpet.

Vi fik en overvældende velkomst

Vi følj til den store ø, Leyte, hvor Maria-Khul bor. 

Vi havde forventninger om et kort møde, men Plans ansatte gav os en overvældende velkomst. Vi skulle ikke bare møde vores fadderbarn, men også se mange andre af Plans projekter. Der var tilrettelagt en tredagestur, hvor vi blev præsenteret for 12 projekter.

Det er ikke nok bare at donere penge til et barn - hjælpen må rette sig mod hele familiens bolig- og leveforhold. Korruptionen er meget stor og hæmmende, og det er vigtigt, at lokalbefolkningen og politikerne bliver inddraget, så de også føler sig ansvarlige. Det er sådan Plan arbejder.

Næsten alle bønder lever af at dyrke kokosnødder, og de bor i bambushytter – højst med et bølgebliktag.

Gode børnehaver, skoler og uddannelse af lærere og pædagoger fylder meget i Plans projekter – men også sanitet, vand og hygiejne er i fokus. Mange bruger stranden som toilet, hvad der spreder mange sygdomme. Forældrene vil ikke lade dem gå i skole, for der er brug for dem til at arbejde.

Plan underviser i, hvordan man finansierer og bygger vandledninger, så børnene kan komme i skole i stedet for at arbejde. Og børnene lærer, at de skal vaske hænder og børste tænder for at opretholde god hygiejne. Det ligner meget, hvad vi gik igennem i 50erne.

Vores møde med Maria-Khul

Højdepunktet på vores tur var mødet med vores fadderbarn Maria-Khul og hendes fire søskende. Vi blev kørt langt ind i en kokospalmeplantage og gik ned ad en mudret sti det sidste stykke. Landsbyens beboere tog varmt mod os. Det var første gang, en fadder besøgte den.

Maria-Khuls hus er lavet af rå cementsten både indvendigt og udvendigt og med et bølgeblik tag. Det har et par rum uden vinduer og døre. Familien sover på måtter på gulvet. Her er varmt. Om vinteren er der gerne 30 grader, og om sommeren over 40.

Familien lever af at dyrke kokosnødder. Vi havde en sæk ris og andre madvarer med som gave. Familien bød på mad – kokosnødder med frisk, kølig kokosmælk, som er både sundere og smager bedre end cola.

Maria-Khul er en sund, frisk, sød og kvik pige. Hun var stolt og glad over at møde sine faddere, og det blev til mange knus og meget snak.

Der er næsten 200 sprog og dialekter på Filippinerne – Maria-Khul taler Cebuano. Indtil 1947 var landet en amerikansk koloni, og engelsk er derfor et fællessprog sammen med filippinsk. Maria-Khul taler tre sprog og var let at snakke med på engelsk.

Maria-Khul og Lena tager en selfie.

Venlighed og optimisme på trods

I skolen arbejder man med børnenes selvtillid – de skal tro på, at selvom man kommer fra en fattig bondefamilie, kan man godt blive til noget. Der var en utrolig optimisme, som vi ikke har oplevet i andre udviklingslande.

Det går ikke særligt godt for Filippinerne. Korruptionen er kvælende, men synes dog at være blevet mindre under den sidste præsident. Store naturkatastrofer rammer hvert år, øerne er overbefolkede, og der fødes alt for mange børn.

Alligevel er både glæden, venligheden og optimismen større, end vi har mødt i mange andre udviklingslande, hvor desperationen og håbløsheden lammer folk. ”I am happy,” sagde vores fadderbarn og strålede. ”Thank you!”

Det er os, der skal takke. Vi har så meget. Alt for meget… At få lov til at skabe grundlag for, at et barn får et bedre liv, er den største gave, vi kan give os selv. Og vi har været så heldige at se det med egne øjne!

Også vores egne (ret forkælede og privilegerede) børn får nu et mere nærværende indblik i, hvordan en pige lever i et udviklingsland på den anden side af jorden. Måske vil de en dag gøre noget ved uligheden?

Nogle filippinere sagde, at de er verdens lykkeligste folk – måske nok efter danskerne. Tja, hvad er lykke?

Hør Palle fortælle mere om rejsen i radioprogrammet Panorama på P1