John og Anette: Mødet med Hanna var helt fantastisk | Plan Danmark Gå til hovedindhold

John og Anette: Mødet med Hanna var helt fantastisk

Det var helt fantastisk, en kæmpe oplevelse. Alting fungerede så godt, og det var virkelig dejligt at møde familien, fortæller Anette.

Parret John og Anette Ruus bor i Valby og har været Planfadder flere gange. I juli besøgte de deres nuværende fadderbarn, Hanna, i Peru.

Da parret ankom, tog alle fra lokalomrdet godt imod dem, og de fik serveret te.

“Det var helt fantastisk, en kæmpe oplevelse. Alting fungerede så godt, og det var virkelig dejligt at møde familien,” fortæller Anette.

Foruden Hanna mødte John og Anette også hendes mormor og storesøster, som var et par år ældre.

“Der var også en fætter, hvis forældre ikke havde så meget overskud. Derfor tog Hannas familie sig af ham. Han var meget sød,” siger Anette.

Vi fik et indblik i Plans projekter

Foruden besøget hos Hanna, besøgte Anette og John også to af Plans projekter. Det ene var et skoleprojekt, hvor de mødte en masse børn, inspektøren og lærerne.

”Mødet var helt fantastisk og meget velforberedt. Plan havde blandt andet sørget for en projektor til undervisningen,” fortæller Anette.

Det andet projekt, som de så, var et børnetrivselsprojekt, hvor mødre får hjælp til at tage sig af deres børn fra fødsel, til når deres børn skal i skole.

”Det var mest unge mødre og førstegangsfødende. De fik hjælp til kost, babymotorik og stimulering af de små børn. Det var et rigtig godt projekt,” siger Anette.

Nervøsitet før turen var ikke nødvendig

De bidrag, som John og Anette giver som Planfadder, går til forbedringer i hele barnets lokalområde.

“Vi kender Plan og ved, hvordan vores bidrag fordeles. For os er det rart at have kontakt til et fadderbarn, som færdes i det lokalområde, hvor vores bidrag bliver brugt. Det, synes vi, er en rigtig god idé,” siger Anette.

Da parret ikke taler spansk, havde de en oversætter med på hele turen. Plan havde også skaffet en tavle, hvor de kunne skrive og tegne små meddelelser til Hannas familie.

Turen var en succes, og alle parter var rigtig glade for at møde hinanden.

“Jeg var lidt nervøs for det med sproget, inden vi kom, men det havde jeg ikke behøvet at være. Det hele var så godt arrangeret, de ansatte fra Plan og oversætteren gjorde det rigtig godt,” slutter Anette.