”Der blev grinet, krammet og grædt” | Plan Danmark Gå til hovedindhold

”Der blev grinet, krammet og grædt”

En pensioneret skolelærer fra Holbæk har rejst alene om på den anden side af jorden for at møde sit fadderbarn langt ude på landet i Vietnam.

John Eirup har i mere end 10 år været Planfadder til et barn i Vietnam, som han 3-4 gange om året udveksler breve med.

”Jeg skriver om min dagligdag, om mine børn og børnebørn, og jeg sender fotos af snevejr, af strand og skibe og andre ting, som for Anh og hans familie må være fremmedartede og forhåbentlig spændende at se på,” siger John Eirup.

Det er tredje gang, at John Eirup besøger Vietnam, og det er anden gang, at han besøger sit fadderbarn Anh og familien: ”Jeg var der i tre timer, men det føltes som om, at det varede flere dage, fordi jeg oplevede så meget.”

Jeg var der i tre timer, men det føltes som om, at det varede flere dage

Køreturen til Ahns lokalområde tog to timer, og der var store ødelæggelser på vejene, da en voldsom storm havde ødelagt huse og broer tre dage forinden. I lokalavisen stod der, at 28 mennesker var omkommet.

John blev ledsaget af en lokal Plan-medarbejder, der kunne oversætte og fortælle om projekterne i området, som han har været med til at støtte. Der er blandt andet bygget nye latriner, og beboerne har fået adgang til rent drikkevand, så de slipper for at hente vand fra vandløbene, som ofte er forurenede. Og skolerne har fået bedre og flere undervisningsmaterialer.

Stor gensynsglæde 

Da de ankom til den lokale skole, så kom Ahn løbende hen til John for at give ham et kram. Efter skolebesøget gik turen til Anhs hjem, hvor de bor omkring 10-15 mennesker i et stort rum kun adskilt med store gardiner for at give lidt privatliv.

”Både forældre, bedstemødre, kusiner, onkler og tanter dukkede op for at hilse på. Familien serverede te og frokost, mens vi talte sammen med hjælp fra tolken,” siger John Eirup.

Forrige gang han besøgte familien havde Ahns far sagt: ”Vi er ikke rige, men vi er glade.”

John synes ikke, at familien skal føle, at de står i gæld til ham på grund af hans månedlige biddrag gennem Plan. Pengene går nemlig til udvikling af hele lokalsamfundet, og han mødes med familien som ven. Som værtsgave havde han en Lego-bil  med til Ahn, et Holbæk-krus med til moren og en skjorte til faren. Han havde også fotos med fra forrige besøg, som han havde fået fremkaldt i stort format. Alle gaverne vakte stor jubel.

John Eirup besøgte også sit fadderbarns skole, hvor eleverne insisterede på, at han skulle være med til sanglegen i skolegården.

Ahn insisterede på at synge en sang efter maden. John har selv spillet musik i 34 år til fester og i de senere år også på plejehjem og til pensionistarrangementer. Så det endte med at familien og John skiftes til at synge sange på vietnamesisk og dansk: ”Vi dansede og grinede. Jeg sang Boogie Woogie, Skomagerdrengen og andre sange.”

Da der skulle siges farvel, så fik John taget billeder med det meste af nabolaget, der nysgerigt kiggede forbi for at hilse på den fremmede gæst. ”Efter de sidste hilsner og kram, så havde jeg svært ved at holde tårerne tilbage,” siger 71-årige John Eirup.