Bethina og Frederik tog en timeout i Nepal | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Bethina og Frederik tog en timeout i Nepal

Dipshikha er Bethinas tredje fadderbarn. Hun bor i Nepal, og Bethina har altid haft lyst til at besøge hende. Sammen med sin 17-årige søn, Frederik, tog hun på en fire måneder lang rygsækrejse, hvor de blandt andet besøgte Dipshikha.

”Jeg rejste med Frederik, fordi han havde nogle udfordringer med hash. At hive ham ud af hverdagen var et ønske om at give ham lidt perspektiv og mulighed for at opleve sig selv i andre sammenhænge,” fortæller Bethina.

Sammen rejste de to rundt i Thailand, arbejdede som frivillige på et internat for herreløse hunde på Bali og besøgte deres Planbarn, Dipshikha, i Nepal.

Før besøget havde Bethina aldrig skrevet sammen med Dipshikha, og da de endelig mødte hende, kom det bag på Bethina, hvor meget hele byen havde gjort ud af besøget:

“Vi blev behandlet som kongelige. Det var meget overvældende. Det var jo hele landsbyen, der var involveret. Alle kom og hilste på os med blomster, Frederik og jeg kunne slet ikke holde alle de blomster, vi fik.”

På besøget fik de hjælp fra en af Plans lokalt ansatte. Han tog også Bethina og Frederik med på besøg hjemme hos Dipshikha og hendes familie. Dipshikhas mor talte engelsk, hvilket gjorde kommunikationen mellem dem nemmere.

“Dipshikha var genert, som piger nu kan være. Men hun var utrolig sød,” fortæller Bethina.

Dipshikhas familie bor i et nyere hus, og hendes mor arbejder på en privatskole.

Dipshikhas far ejer en restaurant, som klarer sig godt, blandt andet på grund af alle de arbejdere, som kommer til området for at genopbygge huse, veje, vandrør og forsyning efter det voldsomme jordskælv i 2015.

”Turen var absolut positiv. Stedet var smukt, og alle var søde. Vores familie var veluddannet og velstillet efter forholdene. Det, vi tog med os fra den dag, var deres overvældende livsglæde og imødekommenhed."

Familiens nyere hus.

Sådan ser køkkenet ud i den restaurant, som Dipshikhas far ejer.

Plan underviser piger i deres rettigheder

Efter besøget hos familien havde Plan arrangeret et besøg på den lokale skole, hvor en hel skoleklasse og deres forældre stod klar med endnu flere velkomstblomster.

“Det kom helt bag på mig, at det ikke kun var familien, vi skulle møde. Men også skolen, drikkevandsprojektet og en klub for unge kvinder. Alle ville meget gerne fortælle os om den store forskel, Plans arbejde gør for dem. De fortalte med begejstring, og det smittede af på os og var enormt livsbekræftende.”

Et af de Plan-projekter, de to danskere skulle besøge, var et pigeprojekt. På skift fortalte pigerne os deres historier om børneægteskaber og om det at blive mor tidligt.

“Det var så livsbekræftende at se pigerne i deres klubhus, hvor de fik undervisning i kvinders rettigheder, mad, hygiejne, fødselskontrol, sang og dans. Fælleskabet i dette projekt gør pigerne langt bedre til at klare sig selv. Vi så, at vores støtte altså gør en kæmpe forskel,” fortæller Bethina:

”Fattigdommen er hård at opleve, men man bliver jo fuldstændig smittet af deres glæde og af, hvor godt de har det. Det var altså ikke elendighed og armod, og Frederik endte ud med at sige, at det var en fed dag. I dagene efter gik vi jo også og reflekterede over turen.” 

Bethina og Frederik kom hjem til Danmark i maj, og rejsen har haft en positiv effekt på Frederik.

”Sådan en rejse sidder i kroppen længe efter, og vi er blevet en kæmpe oplevelse og erfaring rigere,” fortæller Bethina.