Bent på besøg hos Santiago i Equador | Plan Danmark Gå til hovedindhold

Bent på besøg hos Santiago i Equador

74-årige Bent Fenger fra Fredensborg har givet hvert af sine børnebørn et Planfadderskab, når de er fyldt 10 år. Det er en måde at give børnebørnene en bevidsthed om, hvor privilegerede de er. Sammen med sine børnebørn er Bent Fenger fadder til to piger i Afrika og to drenge i Latinamerika.

Bent sammen med fadderbarn og familie

”Jeg betaler bidragene til Plan, og så er det mine børnebørn, der holder kontakt og skriver breve til fadderbørnene. Jeg synes, det er vigtigt, at danske børn tænker lidt over, at rigtig mange børn rundt om i verden ikke har det så godt som dem – dog uden at de skal have dårlig samvittighed over det.”

I februar 2015 rejste Bent Fenger til Peru og Equador for at besøge to af fadderbørnene. På sin rejse skrev han breve hjem til familien. Nedenfor kan du læse, hvad han skrev til sine børnebørn om mødet med 12-årige Santiago fra Equador

Mit besøg hos Santiago

Den landsby, hvor Santiago bor, ligger langt ude på landet. Så da jeg skulle besøge ham sammen med Plans ansatte, kørte vi først på en almindelig landevej, derefter på brosten og til sidst på en jordvej højt oppe i Andesbjergene. Hverken Santiago eller hans forældre var hjemme, da vi nåede frem. De arbejdede i majsmarkerne, så det var hans bedsteforældre, der og imod os. Familien består af Santiago, mor, far, bedstefar, bedstemor og storesøster på 15 år. Familien har et husmandssted på tre hektar land. De dyrker fortrinsvis majs og kartofler, som er det, de spiser morgen, middag og aften. En lille del af jorden er udlagt til græs for fire køer, som giver familien mælk, de kan sælge.

Alt arbejdet i marken foregår ved håndkraft. Familien har go dt nok en plov, men det er en gammel træplov, som vi brugte i Danmark for et par hundrede år siden. Det er alt.

Familiens bolig består af to skure bygget af betonblokke og med plader af blik som tag. Gulvet er lavet af cement. Det ene skur er delt i to med et soverum og et opholdsrum. I opholdsrummet er der et træbord og fire plastikstole. Intet andet. I det andet rum sover Santiago med sine forældre og storesøster. Yderdøren står åben, og høns, hunde og katte løber ind og ud. Bedsteforældrene bor i det andet skur, hvor familiens køkken også er. Der er ikke vand i huset. Det henter familien f ra en vandpost udenfor, og toilettet er et hul i jorden.

Familiens situation forekommer mig at være fortvivlende. De er utrolig fattige, og jeg tror ikke, de har andet tøj, end det de har på. Det var lappet og beskidt. Santiagos mor er syg af Parkinson, og hans søster har leukæmi. Ingen af sygdommene bliver behandlet, som de skal. Hvordan de, selv med hjælp fra Plan, skal kunne hæve sig over fattigdomsgrænsen, må stå hen i det uvisse.

Familien ved, at der er nogen, der tænker på dem og vil dem det godt, og det glæder mig, at det trods alt er et lille lyspunkt i deres liv. Vi var hos dem i tre-fire timer og kørte så hjem til vores egen verden af overflod.